Gentofte og den vestindiske forbindelse

I år markerer vi 100-året for salget af Dansk Vestindien og dermed også afslutningen på et mørkt kapitel i dansk historie. Lokalhistorisk Arkiv har dykket ned i kilderne og kigget nærmere på to af byens mest prominente slaveejere, der begge rummer en overraskende fortælling.

Over 100.000 slaver under dansk flag blev fragtet fra Afrikas kyst til Amerika og udgjorde en bærende økonomisk sølje i den trekantshandel, der i løbet af 1700- og 1800-tallet sikrede stor rigdom og velstand til Danmark. Sådan var det også for Johannes Søbøtker og Ernst Schimmelmann, der begge slog sig ned i Gentofte, begge tjente store summer på slavehandlen og slaveriet i Dansk Vestindien, men som også var med til at afvikle det slavesystem, der havde gjort dem begge rige.

Schimmelmann og Sølyst
5 km nord for Hellerup ligger landstedet Sølyst. I dag en restaurant og tilhørssted for Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab, men tidligere hjemsted for en af Danmarks absolut rigeste og mest magtfulde slaveejere.
Som ejer af et sukkerraffinaderi, fire slavedrevne sukkerplantager og en bestand på over tusind slaver var Ernst Schimmelmann den største slaveejer i Dansk Vestindien. Schimmelmann, der havde arvet handelsimperiet og slaveplantagerne fra sin far, slog sig i 1776 ned i Gentofte og gjorde Sølyst til sin sommerbolig, der lynhurtigt blev samlingspunkt for tidens berømte kulturpersonligheder og kunstnere. Sammen med A.P. Bernstorff tilhørte Schimmelmann den absolutte politiske magtelite i det enevældige monarki, hvor han fra 1785 stod spidsen for Kongerigets økonomi.
Men Schimmelmann var mere end blot end rig slaveejer og indflydelsesrig finansminister; han var også en idealistisk humanist, der stærkt påvirket af oplysningstidens strømninger og tankegang, kæmpede for at give slaverne bedre levevilkår og forbyde den umenneskelige fragt af slaver over Atlanten. Med Schimmelmann som den store reformator og drivkraft kunne Danmark i 1792 bryste sig af at være den første aktive slaveaktør, der forbød slavehandlen fra Afrika til Amerika. Dog må Schimmelmanns bestræbelser og Danmarks motiver nok i bedste fald karakteriseres som en slags lukrativ humanisme, idet der både var økonomiske og politiske fordele ved at forbyde slavehandlen over Atlanten, da slavehandlen – ikke slaveriet – i længere tid havde været en underskudsforretning for både den danske stat og danske handelsfolk.

Søbøtker og Øregaard
Længere nede af kysten finder vi landstedet Øregaard, som er opført af en anden central person i dansk kolonihistorie, nemlig Johannes Søbøtker. Søbøtker var ud af en embedsfamilie og var 4. generation af plantageejere på Skt. Croix. Han kom som ung mand i handelslære ved det transatlantiske handelsfirma de Coninck og co., og senere ved den succesfulde grossist Lars Larsen, hvis datter, Johanne Margrethe, han giftede sig med i en alder af bare 18 år. Søbøtker opnåede stor succes med eget firma og havde egne skibe i handelsflåden. I 1806 kronede han sin succes ved at bygge Øregaard.
Søbøtker blev født på Sct. Croix i 1777. Han vendte flere gange tilbage til sin fødeø - både som handelsrejsende, plantageejer og til sidst som vicegeneralguvernør. Søbøtkerfamilien havde flere plantager, hvoraf Høgensborg på Skt. Croix var den største. Ifølge skattelister fra 1803 rådede familien Søbøtker over 500 slaver, og var en af de største slaveejere i Dansk Vestindien. Søbøtker var dog ikke så interesseret i plantagedrift, men snarere handlen med kolonialvarer.
På trods af sit handelstalent blev han også ramt af de nedgangstider, som Napoleonskrigene førte med sig. De fleste plantager var belånt til op over skorstenen, men alligevel klarede Søbøtker at holde kreditorerne fra døren og fast i sin families anseelse.


I 1820 afviklede Søbøtker sine forretninger i København, slog sig ned i Dansk Vestindien og begyndte en karriere som embedsmand. I 1823 blev han guvernør over Skt. Thomas og Skt. Jan, og fungerede endda som hele koloniens guvernør, når Peter von Scholten var bortrejst. Søbøtker og von Scholten arbejdede tæt sammen i 25 år, og Søbøtker var helt tæt på de begivenheder, der førte til slavernes frigivelse i 1848. Han var med til afvikle det system, som havde gjort hans egen familie rig, men om han var drevet af humanistiske idealer eller økonomisk pragmatisme, er svært at finde ud af.