Pædagogisk profil

Historien er din og du er en del af historien

Lokalhistorisk arkiv i Gentofte giver børn og unge mulighed for at opleve deres egen historie, og at lære om det der har formet Gentofte.

Undervisningen sigter mod at gøre lokalhistorien nærværende og bevidstgøre eleverne om at de er medskabere af lokalhistorien.

Vi underviser både på arkivet, på skolerne, og tager ud til kommunens historiske steder; såsom Bernstorff Slot, Koldkrigsbunkeren og Mindelunden Ryparken. Vi bruger originale arkivalier, film og fotos i undervisning for at skabe en autentisk stemning, og for at eleverne oplever at de har adgang til historien, og at de er medejere af historien.

Hos os kan eleverne afprøve historisk metode og komme helt tæt på kilderne. Undervisere kan bruge arkivet som indspark til forløb om kildekritik eller om et historisk tema.

Vi vægter flerstemmighed og dialog højt, da vi mener, at elever lærer bedst som aktive deltager i meningsskabende fællesskaber.

Vores undervisningsaktiviteter strækker sig fra kildearbejde til leg og rollespil, men altid med fokus på historiefaglighed og opmærksomhed mod elevernes læreprocesser.

Eleverne bliver mødt af en historiker med indlevelse og engagement, der smitter. Historien er din og du er historien.