Arne Jacobsen og Bellavista

Placeret med smuk udsigt over vandet ligger Arne Jacobsens berømte boligkompleks Bellavista, der blev opført fra 1931-34. Navnet, der netop betyder smuk udsigt, er det eneste, der er tilbage fra det gamle landsted Villa Bellavista. Landstedet blev revet ned for at give plads til opførelsen af 68 eksklusive lejligheder.

Strenge krav

Bygherren Gentofte Kommune ønskede at modernisere hele området omkring det gamle udflugtsmål Bellevue. Kun det bedste var godt nok, og kommunen stillede strenge krav til byggeriet og dermed til arkitekten. Byggeriet måtte ikke overstige tre etager, og ydermere måtte den del, der blev placeret ved Strandvejen, kun være to etager høj. Bebyggelsen skulle desuden have fladt tag og være hvid.

Åbner sig mod havet

Arne Jacobsen løste opgaven ved at udforme bebyggelsen som et trefløjet anlæg placeret omkring en græsplæne. Den fløj, der ligger bagerst og parallelt med Strandvejen, er bygget traditionelt. De to sidefløje derimod, er forskudt i forhold til hinanden for fuldt ud at udnytte havudsigten. Det betyder også, at Arne Jacobsen benytter skråtstillede altaner. Tilsammen giver disse virkemidler indtryk af, at Bellavista åbner sig mod havet. Som krævet blev facaderne pudset hvide, og det flade tag blev fremstillet i tagpap. Rækværket på altanerne er i jernbeton, mens vinduesrammerne er af teaktræ.

Den hvide by

Arne Jacobsen kendte området godt. Han havde også vundet konkurrencen om et strandbad ved Bellevue, der blev indviet i 1932. Bellavista var således en del af den plan, som han havde udtænkt for hele området omkring Bellevue Strandpark. Det var også Arne Jacobsen, der stod bag Bellevue Teatret, der blev opført i samme stil i 1935-37. De hvidpudsede facader, der kendetegner begge byggerier, har givet området tilnavnet Den hvide by.

Rene linjer

Bellavista er opført i funktionalistisk stil. Den stilart er kendetegnet ved at gøre op med tidligere tiders udsmykning og staffage. I stedet arbejdes der med meget enkle detaljer og rene linjer. Det gælder også for Bellavista. Den smukke og elegante fremtoning sker ved hjælp af etageforskydninger, rundede hjørner, ekstra karnapper og tremmeværket over altanerne.

Den danske Le Corbusier

I samtiden blev Arne Jacobsen hyldet for sin smukke arkitektur og sammenlignet med den store franske arkitekt og modernist Le Corbusier. Bellavista blev allerede i indvielsesåret præmieret af Gentofte Kommune. I 1961 blev endnu en fløj føjet til, og bebyggelsen blev fredet i 1987.

Forfattet af Susanne Paulsen, Lokalhistorisk Arkiv