Bellevue Teatret

Bellevue Teatret

Bellevue Teatret blev opført fra 1935-37 og er endnu et af Arne Jacobsens bidrag til arkitekturen i Gentofte Kommune.

Bellevue Kro og værtshuset Gl. Bellevue måtte begge lade livet til Teatret, der som kompensation fik opført en restaurationsfløj.

Indgangspartiet ud mod Strandvejen er flankeret af to cirkulære trappetårne, der træder frem i facaden. Teatersalen er opført i jernbeton, og taget kan skydes til side, så publikum får fornemmelsen af at sidde under åben himmel.

Arne Jacobsen tegnede desuden Bellevue Strandpark (1932) og Bellavista (1934) i samme stil. Tilsammen danner de tre bygningsværker et område, der går under navnet Den hvide by.

I en periode indtil 1978 fungerede teatret som biograf. I dag er teatret et af de fire største producerende teatre herhjemme. Teatret blev fredet i 1987 og undergik i 2001-2002 en gennemgribende restaurering.