Da revolutionen kom til Gentofte

For 100 år siden blev startskuddet til en af de mest voldsomme og dramatiske forandringer i verden indledt. I Gentofte mærkede man den russiske revolution i form af to markante skikkelser, der begge flygtede fra krigens rædsler

“Det store, hellige Rusland er ikke mere! Verdenshistorien har fået en dato til: 11. marts 1917.”
Sådan skrev Københavns Amtstidende for 100 år siden om den hændelse, der senere blev døbt Februarrevolutionen – og som førte til, at zar Nikolaj 2. af Rusland blev tvunget til at frasige sig tronen og efterfølgende lade sig arrestere. Mere end 300 års zarstyre var nu slut i Rusland.

Ruslands sidste zar var Dagmars søn - og i i centrum for revolution, blod og kaos kunne den danske prinsesse af Danmark og Ruslands enkekejserinde Dagmar se chanceløst til, at hendes søn, zar Nikolaj 2. af Rusland, blev sat i arrest, mens revolutionen voksede i omfang og brutalitet. “Afskeden med min stakkels kære Nicky, som jeg så rejse af sted som en fange i sit eget tog, var både skrækkelig og afskyelig,” skrev Dagmar i sin dagbog i 1917. Det var sidste gang, hun så sin søn, Ruslands sidste zar, der et år senere blev barbarisk myrdet i en regn af kugler og bajonetstik sammen med resten af zarfamilien, efter bolsjevikkerne havde indtaget Vinterpaladset og overtaget magten i store dele af landet under den såkaldte Oktoberrevolution.

Selv havde Dagmar ikke ønsket at forlade sin søn, svigerdatter og børnebørn, men da de revolutionære socialister krævede øjeblikkelig fængsling af enkekejserinden, fik hun direkte ordre om at komme i sikkerhed. Og sammen med sin livkosak rejste den 69-årige Dagmar gennem det uroplagede, revolutionære land og frem til hendes sidste destination i Rusland: Krim-halvøen ved Sortehavet.
“Trods fare og spænding var kejserinden stadig ved godt mod. Hun var stadig Maria Fjodorovna, Ruslands kejserinde,” skrev livkosakken i sin dagbog.

Den Røde Hærs rædsler

Med Lenin som øverste leder af de røde bolsjevikker fulgte i revolutionsårene en blodig og voldelig borgerkrig, hvor millioner af mennesker under det nye, hensynsløse regime, der senere tog navneforandring til kommunisterne, blev likvideret eller sendt i koncentrationslejre.
Lenin var gået ind i kampen mod zarstyret, efter hans bror var blevet henrettet for attentatforsøg på zarfamilien, og nu var hævnens time kommet. Men det var ikke kun zarfamilien og aristokratiet, der blev offer for det nye, fanatiske regime i Rusland. Stort set alle, der ønskede et anderledes styre og satte sig op mod Lenin blev forfulgt. Én af dem var den verdensberømte russiske pianist og komponist Sergej Rachmaninov. Den 24. december 1917 lykkedes det Rachmaninov at flygte fra den russiske revolution. Sammen med sin kone Natalja Satina og deres to døtre ankom familien først til Stockholm via Finland og senere til en villa i Gentofte, hvor de slog ned og fandt fred og sikkerhed. Mere præcist boede Rachmaninov med sin familie på Ingeborgvej 1 og sidenhen på Skovvej 7. I villaen på Ingeborgvej 1 stod der et flygel. Og det var fra dette flygel, at Rachmaninov øvede sig og optrænede sine pianistfærdigheder, så han kunne gennemføre de mange koncerter, han gav i hele Skandinavien i løbet af 1918. Det var formodentlig også ved dette flygel i Gentofte, at han omarbejdede det smukke musikstykke 'Vokalise', som forbipasserende må have nydt til fulde. I løbet af 1918 modtog den verdensberømte kunster flere attraktive tilbud fra udlandet, og i oktober samme år forlod familien Gentofte og rejste med damperen Bergensfjord via Oslo til New York. Rachmaninov vendte aldrig tilbage til Rusland eller Gentofte, men levede resten af sit liv i USA, hvor han opnåede stor succes.

Reddet af sin søster

Tilbage i Rusland var situationen gået fra skidt til værre. Lov og orden var i komplet opløsning, og revolutionens blodige spor nærmede sig faretruende Krim Halvøen, hvor Dagmar havde opholdt sig, siden revolutionen brød ud i 1917. At hendes liv var i fare, var der efterhånden ingen tvivl om:“Mener det er min pligt at meddele at kejserfamiliens liv mere og mere er truet. Enkekejserinden befinder sig under de forfærdeligste forhold, fuldstændig prisgivet,” skrev den danske gesandt i Skt. Petersborg advarende til den danske regering i 1918. Overraskende kom hjælpen ikke fra Danmark, men i stedet fra Dagmars søster, dronning Alexandra af England, der sendte et britisk krigsskib til Krim i 1919 for at redde hende ud af Rusland, inden det var for sent.

Dagmar vender hjem

I 1919 ankom Dagmar til Danmark og flyttede kort tid efter permanent ind på det kridhvide Hvidøre Slot på Emiliekildevej 1 i Gentofte, som hun havde tilbragt så mange gode stunder i, før revolutionen brød ud.

Her fandt enkekejserinden ro og tryghed, og i skarp kontrast til de revolutionære og tumultariske omvæltninger i Rusland levede hun her et beskedent og stilfærdigt liv omgivet af sine trofaste, gamle livkosakker og hendes to døtre indtil sin død i 1928. Dagmar blev 80 år. Helt frem til sin død nægtede Dagmar at tro, at hendes søn, børnebørn og svigerdatter var blevet myrdet, og hun opgav aldrig håbet om, at de stadig var i live og befandt sig et skjult sted i Sibirien.

Først i 2006 vendte Dagmar hjem til Rusland. Under en mindehøjtidelighed blev hendes kiste fragtet fra Roskilde Domkirke til Peter og Paulus-Katedralen i Skt. Petersborg, hvor hun blev sænket ned i graven ved siden af hendes ældste søn.

Forfattet af Søren Aagaard Rasmussen