Fattighuset Stolpegården

I 1803 blev det første skridt til oprettelse af en offentlig socialforsorg taget. Socialreformen af 1803 pålagde de enkelte sogne at oprette et lokalt fattigvæsen. Fattigvæsenet skulle tage sig af de sognebørn, der ikke kunne klare sig selv. Det kunne eksempelvis være gamle, syge, handicappede, enker og forældreløse børn.

Grundlovssikret ret

I Grundloven af 1849 hedder det: ”den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtigelser, som Lovene herom paabyde.” Dermed blev fattighjælp en grundlovssikret rettighed.

Anden klasses borgere

Det var forbundet med stor skam at modtage fattighjælp. Modtog man hjælp, blev man degraderet til en anden klasses borger. En fattighjælpsmodtager kunne ikke længere råde over nogen ejendele, og vedkommende måtte ikke forlade det sogn, hvorfra hjælpen blev givet. Det var heller ikke muligt at gifte sig uden tilladelse fra fattigvæsenet, og var modtageren en mand, blev han desuden frataget retten til at stemme.

Fattighjælp i Gentofte

Siden 1803 havde Gentofte været opdelt i fire fattigdistrikter: Gentofte, Vangede, Ordrup og Skovshoved, der hver især stod for uddelingen af fattighjælp til distriktets nødlidende. Langt de fleste almisselemmer blev hjulpet i eget hjem eller anbragt i pleje. Men der var nogle ”genstridige” og ”arbejdsuduelige” personer, som skulle anbringes på en anstalt. Denne kategori af fattiglemmer blevet først sendt til Københavns Forsørgelses- og Arbejdsanstalt Ladegaarden, men fra 1853 blev de anbragt i det nye fattighus i Gentoftegade. Her blev også de fattiglemmer anbragt, som det ikke var muligt at finde pleje til.

Forsørgelsesanstalten Stolpegården

I 1874 åbnede den nyopførte forsørgelses- og arbejdsanstalt Stolpegården. Den skulle fremover tage sig af fattiglemmerne i Gentofte, Gladsaxe-Herlev og Søllerød kommuner. Senere købte også Lyngby Kommune sig ind. Der var plads til 200 lemmer, men den var aldrig fuldt belagt. Til gården hørte et landbrug, som lemmerne skulle drive. Var et fattiglem ikke egnet til markarbejde, blev vedkommende sat til at producere træsko, klude, børster, koste eller gulvmåtter.

Grød, brød og spegesild

Lemmerne havde ret til tre daglige måltider. Spisereglementet fra 1888 giver et godt indblik i beboernes noget ensidige kost: Morgenmaden bestod af varm mælk og brød eller grød. Middagsmad bestod mandag af byggrynsvandgrød, spegesild og brød og tirsdag af grønkål og flæsk. Onsdag stod den på byggrynsvælling og smørrebrød, torsdag på gule ærter og flæsk, mens der fredag blev serveret byggrød kogt i mælk. Om lørdagen var der øllebrød og spegesild på menuen, og søndag fik lemmerne kødsuppe og flæsk. Aftensmaden bestod af grød og mælk.

Værdige og mindre værdige

Til at begynde med boede børn, gamle, alkoholikere, syge og løsgængere sammen. Eneste opdeling var en skarp adskillelse mellem kønnene. Fattigloven og Alderdomsunderstøttelsesloven af 1891 indførte imidlertid en ny kategori: Den værdigt trængende. Enten var man ”værdig” eller også var man ”mindre værdig” trængende. Dermed blev gamle, syge, børn og værdigt trængende skilt fra alkoholikere og løsgængere.

Socialreformen af 1933

I 1933 fulgte en markant ændring af den offentlige forsorg, da den daværende socialminister K.K. Steincke fik indført en omfattende socialreform. Fattighjælpen blev ændret fra en almisse til en ret, og et børneværn blev oprettet. Børn skulle ikke længere kunne vokse op i et fattighus, men skulle i stedet overdrages til børnehjem eller plejefamilier. De gamle skulle ligeledes flyttes til alderdomshjem, og efterhånden mistede fattighuset sin betydning.

Fra fattighus til plejehjem

I 1937 overtog Gentofte Kommune alene Stolpegården, som efterhånden udelukkende blev anvendt som husvildebolig for mandlige omstrejfere og subsistensløse. Stolpegården blev i 1952 omdannet til et ældresygehjem under navnet Vesterled. I 1972 blev plejehjemmet Egebjerg opført i umiddelbar tilknytning, og i 1976 blev Vesterled lagt sammen med Egebjerg.

Forfattet af Susanne Paulsen, Lokalhistorisk Arkiv