Fest og glade dage i Charlottenlund Palmehave

Palmehaven var gennem mange år rammen om borgerskabets selskabs- og foreningsliv, i dag ligger et supermarked på grunden.
Jægersborg Allé ved Charlottenlund Station er i dag et af kommunens handelscentrer med mange fine specialbutikker, hvor man køber ind til hverdag og weekend, men en gang var her også et rigt og lystigt forlystelsesliv.

Fra velhavervilla til helårsrestaurant

Da den velhavende G.V. Knipschildt døde i 1899, blev hans rummelige villa tæt ved Charlottenlund Station overtaget af tre Charlottenlund borgere, der ville indrette hans villa til en moderne helårsrestaurant. De mente, at der var grundlag for et førsteklasses etablissement – både til tilflytterne i området som i disse år blev flere og flere, men også til udflugtsgæsterne som om søndagen ankom med jernbanen fra København for at forlyste sig.

En start med fest og fyrværkeri

Konsortiet overtog ejendommen i 1901, og det blev starten på Charlottenlund Palmehave. Valget af den første vært faldt ikke heldigt ud, men det gik bedre for den næste, som skabte stor interesse for stedet ved at arrangere noget så tillokkende som illuminationsfester og fyrværkeri.
Med etableringen af Palmehaven var der skabt et helt lille restaurationskvarter omkring jernbanen ved Jægersborg Allé. Her kunne borgerne således både opleve Palmehavens live orkester, samtidig med at orkestret i Jernbane-pavillonen spillede på den modsatte side af alléen.

Nu også med teatersal

Allerede i 1909 måtte aktieselskabet give op, og restauranten kom på tvangsaktion. De efterfølgende ejere førte stedet videre med større eller mindre succes. I 1919 var der ikke mindre end 40 personer ansatte om søndagen og 24 på hverdage. I 1923 udvidedes med hotelvirksomhed med 12 værelser, og også en teatersal med 450 pladser, hvilket dengang var den største scene i Københavns omegn.

Underholdning og foreningsliv

Mange gentofteborgere har sat deres ben i Palmehavens lokaler, hvor der er blevet spillet dilettantkomedier og revyer, og holdt konfirmationsfester, bryllupper og jubilæer. Mange foreninger havde restauranten som deres faste mødested, ligesom der også afholdtes koncerter, danseskole og bal.

Palmehaven lukker

Efter 2. Verdenskrig gik det ned ad bakke, og Palmehaven lukkede i midten af 1950’erne. Bygningen blev revet ned i 1966, og i dag ligger et Super Best supermarked på grunden.

Forfattet af Mette Henriksen, Lokalhistorisk Arkiv