Brandt blev født i 1878 og voksede op på Frederiksberg. I 1897 blev han student fra Ordrup Gymnasium, som dengang hed Latin- og Realskolen. Herefter blev han cand. phil. fra Københavns Universitet og kom i gartnerlære på Vilvorde Havebrugsskole. Det var ikke et overraskende karrierevalg, da både far og morbror var gartnere. Det var Brandts morbror, Stephan Nyeland, der havde stiftet skolen.

Europa TUR/RETUR

I sin ungdom tog Brandt på en del udlandsrejser, blandt andet til England, Tyskland, Italien, Belgien og Frankrig, hvor han blandt andet arbejdede i den botaniske have i Paris. De mange ophold bragte ham i kontakt med de nyeste faglige brydninger indenfor havearkitekturen i Europa, og dem tog han med hjem til Gentofte.
Brandt var inspireret af Art & Crafts-bevægelsen fra England. Her bliver planterne brugt som byggematerialer til at skabe rum i en ren og skarp stil. Brandts dyrkede kontrasterne i havernes udformning: rammen var stram, mens planterne i de enkelte haverum udtrykte individualitet og frodighed.
Da Brandt kom hjem fra udlandet, blev han ansat som konsulent ved Gentofte Kommune i forbindelse med et træ-fornyelsesprojekt på Jægersborg Allé. Fra 1906 arbejdede han som både som gartner og graver ved Ordrup kirke. Sideløbende arbejdede han også i sin fars handelsgartneri på Ellensvej (senere Ørnekulsvej), inden han i 1914 solgte det til Gentofte Kommune.

Brandt var en ivrig skribent og underviser, og holdt mange forelæsninger, blandt andet på Kunstakademiet i København, hvor han en tid var ansat. I 1927 blev han stadsgartner og dét var en prestigefuld stilling, som en af Brandts arkitektkollegaer fra Kunstakademiet, Hans Erling Langkilde, bemærkede i fagbladet Havekunst: ” Det var noget fint at være stadsgartner i Gentofte Kommune”

Stadsgartneren fik mulighed for at sætte sit aftryk. I Brandts ansættelsestid var der mange anlægsarbejder i Gentofte Kommune, fx Hellerup Strandpark(1912-18), omlægning af Øregårdsparken(1918), Folkeparken ved Gentofte Sø(1918), ændring og udvidelse af Ordrup Kirkegård (1920-30), og selvfølgelig Mariebjerg Kirkegård(1926-36), som anses for at være Brandts hovedværk. Her formåede Brandt at kombinere elementer fra den danske natur: skoven, dens lysninger, enge og overdrev med de skarpt afgrænsede rum. Det lykkedes ham at skabe en sammenhæng mellem gravstederne og selve kirkegården - mellem enheden og helheden.

Tegninger i sandet

 Brandt så sig selv som gartner, snarere end som havearkitekt – blandt andet fordi han ikke var den store tegner. Når han fremlagde sine visioner for medarbejdere foregik det mundtligt, men nogle gange tegnede han i sandet med sin stok for bedre at kunne forklare. Han var dybt afhængig af dygtige tegnere og anlægsarbejdere, som kunne virkeliggøre hans havekunstneriske idéer. Brandt havde egen tegnestue, hvor landskabsarkitekter tog mod diktat fra ham. Alt var planlagt i mindste detalje, endda lysindfald, vindretning og læ-hjørner.

Brandt boede sammen med hustruen Gerda i en tjenestebolig på Ørnekulsvej 3. Huset var en stor plante, idet det var overvokset med efeu. Huset blev revet ned i 1967, men man kan stadig se et omrids af huset, og sidde på Brandts terrasse og nyde haven. Brandt brugte sin private have som et laboratorium for havekunsten. Opdelingen i velafgrænsede rum og inspirationen fra kulturlandskabet genbrugte han i indretningen af Ordrup Kirkegård og Mariebjerg Kirkegård.

Mariebjerg er internationalt anerkendt, og Brandt har fået tildelt mange priser for sit værk. Kirkegården er i Kulturministeriets kanon fra 2005 udpeget som et af de tolv mest betydningsfulde arkitekturværker i Danmark. Mariebjerg blev sidst hædret på den store arkitekturbiennale i Venedig i 2014, hvor Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte havde leveret materiale til udstillingen.
Selv ligger Brandt på Ordrup kirkegård – ikke langt fra sit hjem og sin have.