Strandbesøg med hat og parasol
Tidligere bestod et strandbesøg ofte af en spadseretur langs vandet i fuld påklædning med hat og parasol - eller afslapning på en bænk. Der var ingen dukkert i bølgerne, højst lidt sopning i strandkanten.
Badning i heldragt på badeanstalter
Mens badetøjet i dag ikke overlader meget til fantasien, bestod 1800-tallets bademode blandt borgerskabet af korset, knælange bukser, overdel og badehætte. Tøjet var som regel i bomuld. Omkring 1900 var badedragten af uld, og vejede i våd tilstand temmelig meget. I begyndelsen af 1900-tallet blev det mere almindeligt med badedragter uden ærmer – både til mænd og kvinder.
Dengang foregik badning i Gentofte fra badeanstalterne, hvor man kunne klæde sig om og iføre sig badetøjet uden nysgerrige blikke, og her var selvfølgelig en streng opdeling af kønnene i en herre- og en dameafdeling.
Badeliv på Bellevue Strand
I 1920’erne slog den kropsnære badedragt igennem, og der kom udenlandsk inspiration til Danmark fra modeskabere som Coco Chanel og Jean Patou.
I Gentofte kom strandbadning først rigtig i høj kurs med indvielsen af Bellevue Strandbad i 1932. Her kunne strandgæsterne klæde sig om i de dertil indrettede omklædningskabiner eller i telte, som man kunne leje. Der var ikke tale om fri omklædning i det offentlige rum!
Livreddere i livreddertårne sørgede for sikkerheden for dem, der vovede sig ud i bølgerne. Hele komplekset var designet af arkitekt Arne Jacobsen, - og det ned til mindste detalje også billetter og bademestrenes tøj.
Badebukser til mænd
Mænd og kvinder badede i badedragter, indtil skuespilleren Johnny Weismüller i 1933 introducerede en topløs badedragt, nemlig badebukser. Det vakte stor forargelse, men når selveste Tarzan - Abernes Konge – kunne iføre sig badebukser, så kunne strandløverne på Bellevue Strand vel også.

Bikini til kvinder
Bikinien blev introduceret efter 2. verdenskrig, og er opkaldt efter den lille sydhavs ø i Stillehavet, hvor den første atomprøvesprængning eksploderede den 30. juni 1946. Øen blev verdenskendt, og navnet Bikini-Atoll var på alles læber. Samtiden gav bikinien en kort levetid, ”For det måtte da være utænkeligt, at en anstændig pige vil bære denne tingest”, og de katolske lande i Europa boykottede den og krævede forbud mod at vise den i amerikanske film.
Trods alle advarsler fik bikinien sit store gennembrud, især efter at en bikini-klædt Brigitte Bardot i 1958 steg op af vandet i filmen ”Og gud skabte kvinden”. Siden er materialet lycra kommet til – og bikinien findes i dag i et utal af varianter.
Forfattet af Mette Henriksen, Lokalhistorisk Arkiv